Skal man stadig give indblæsninger
(kunstigt åndedræt)?

Det korte svar er JA!

Målet med HjerteLungeRedning (HLR) er at bringe ilt til hjernen og til hjertemuskulaturen.

For at opnå det mål kræves

  • Cirkulation af blod = hjertemassage
  • Frisk tilførsel af ilt til blodet = indblæsninger

 

Derfor er guidelines fra European Resuscitation Council, Dansk FørstehjælpsRåd, Dansk Råd for Genoplivning m.fl. fortsat

  • 30 tryk og 2 indblæsninger (30-2) i en kontinuerlig cyklus
  • Max 10 sekunder Hands-off, dvs. fra man stopper trykkene til man begynder igen
  • Hver indblæsning varer ca. 1 sekund, til man ser brystet hæve sig

I nogle situationer er der brug for endnu mere ilt

Børn har et mindre lager af ilt, mindre ”iltreserve”, og de forbruger ilten hurtigere.

Voksne, som har fået hjertestop pga. iltmangel (fx. drukneulykker), har naturligvis også mindre iltreserve.

Derfor er guidelines til lægfolk ifm. hjertestop hos voksne pga. iltmangel samt alle børn 0-18 år

  • 5 indblæsninger i starten
  • Derefter 30-2 som beskrevet ovenfor

Førstehjælpere, der har gennemgået specialkurser vedr. børn, har lært andre tællinger, såsom 15-2.

Husk ”Keep it Simple”!
Så længe, tælling er stressende og svært at huske, bruger man 30-2 til alle aldersgrupper!

Så kommer undtagelserne

  • Førstehjælperen har ikke lært indblæsninger

I så fald vil den sundhedsfaglige på 1-1-2 guide førstehjælperen til kontinuerlig hjertemassage.

Til børn vil de dog guide til indblæsninger hvis muligt pga. det store iltbehov.

  • Førstehjælperen ønsker ikke at give indblæsninger

Det vil blive respekteret (de presser måske lidt på, hvis den tilskadekomne er et barn pga. børns store iltbehov).

Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at man kan købe forskellige hygiejnemasker. Det kan være en hjælp, hvis førstehjælperen egentlig gerne vil og kan give indblæsninger, men føler det er for grænseoverskridende.

Brug som hovedregel ikke tid på at bøvle med masken, før du har en hjælper, der kan fortsætte kontinuerlig hjertemassage. Så opstartes indblæsningerne, når det er muligt.

  • Patienten har en stor iltreserve

Hvis man ved helt sikkert, patienten lige er dejset omkuld med hjertestop og lungevævet er fuldt af luft, kan det godt give mening at koncentrere sig om hjertemassage de første par minutter.

Imidlertid er evidensen yderst tynd. Vi aner ikke som lægfolk på gaden, hvem der har ilt nok ”på lager” til 2 minutter og hvem der måske har til 6 minutter eller endda mere.

Sikkert er det, at iltmolekylerne er brugt op på et tidspunkt.

Derfor skal guidelines følges

  • 30-2 til alle aldersgrupper (15-2 til børn hvis man er trænet i det)
  • 5 indblæsninger i starten til alle børn samt til voksne, der har fået hjertestop ifm. iltmangel
  • Non-stop hjertemassage, hvis man ikke kan eller vil give indblæsninger

 

PS: Husk at ringe 1-1-2 så snart førstehjælperen har konstateret, den tilskadekomne er bevidstløs